Jeg tror på …
At terapi i øjenhøjde, menneske til menneske, heler de dybeste sår skridt for skridt.
At vi ikke skal have noget til at “gå væk”, men derimod skal lære, hvordan vi kan bære os selv igennem svære tider og lære at elske vores værste sider. Jeg er med dig i din proces.
At vejen til din sjæl og din selvudfoldelse går gennem kroppen og dens følelser.
At livets udfordringer kan forvandles til personlig vækst og nye indsigter.
At hvis vi lærer at være i nuet og mærke det, der sker i os, så er vi bedre til at passe på os selv, tage ansvar og mærke frihed og glæde.
Jeg har valgt guldsmeden som mit logo, da jeg altid har været fascineret af dens skønhed og elegance. Og så er den også symbolet på at være i nuet, på at leve livet fuldt ud og symbol på glæde og lys. Alt sammen værdier, som jeg har grundlagt min klinik ud fra.
“Guldsmede er påmindelser om, at vi er lys, og at vi kan reflektere lys på kraftfulde måder, hvis vi vælger at gøre det”
Jeg er certificeret ID Psykoterapeut MPF fra ID academy.
(Integral og dynamisk psykoterapi).
ID psykoterapi er en identitets-orienteret psykoterapi, hvis primære opgave er at belyse og udvikle flest mulige aspekter af dig. Med den uddannelse har jeg et holistisk menneskesyn med mig, og det vil sige, at jeg arbejder med det hele menneske; Krop sind og ånd.
Jeg er uddannet inden for flere psykologiske retninger, hvilket gør, at jeg har frihed og mulighed for at koble metoder og teorier sammen og bruge dem alt efter dine udfordringer og behov.
De psykologiske retninger er: Adfærdspsykologi, kognitiv psykologi, systemisk psykologi, psykodynamisk psykologi, eksistentiel psykologi, humanistisk psykologi og transpersonlig psykologi.
Jeg er under løbende supervision og efteruddannelse. Derudover er jeg medlem af Dansk Psykoterapeutforening (MPF), der er et kvalitetsstempel, som garanterer, at jeg lever op til krav om uddannelsesbaggrund og erfaring. Hermed forpligter jeg mig til at leve op til foreningens etiske regler.
Jeg har en sundhedsfaglig baggrund som tandplejer gennem 18 år, og jeg er vant til at skabe et trygt rum og være nærværende med de mennesker, der kommer til mig.
Hjælpe dig med det du ikke selv kan finde en vej ud af og kærligt støtte dig i din udviklingsproces
Sammen kan vi finde den røde tråd tilbage i dit liv og omsorgsfuldt se på de mønstrene der giver dig udfordringerne.
Jeg bruger nuet og mit nærvær, som er en meget respektfuld, levende og tro terapiform.
Jeg skaber et rum, hvor du trygt kan opdage dine følelser og tillade, at det der er godt må være der. På den måde kan du lære at tage vare på hele dig.
Kroppen husker hele dit liv og derfor kobler jeg krop, sind og sjæl sammen, for at du kan huske, heles og finde glemte ressourcer som findes i dig.
Gøre dig bevidst om hvem du er og hvordan du fungerer i verden, med fokus på egenomsorg.
Hjælpe dig til at vågne op til et frit liv med mere glæde, ro og større livskvalitet
Støtte dig i at stå stærkere i dig selv, mærke dine grænser og handle på dine drømme.
Privat har jeg været gift med min mand i mange år, og sammen har vi to dejlige børn i teenagealderen.
Derudover har jeg selvfølgelig et levet liv med mig, hvorfra jeg bruger alle mine erfaringer og indsigter. Et liv, der har været fyldt med både fantastiske og udfordrende perioder. Jeg har mærket, hvad det vil sige og følt de følelser, der er forbundet med det. Jeg har selv gået vejen og gør det stadig. Selvudvikling er blevet en naturlig del af mig.
Et af vendepunkterne for mig var, da jeg “fik lov” at leve videre efter, at jeg var tæt på døden efter en slem infektion. Det fik mig til at reflektere over livet og over, hvordan jeg ønskede at leve det og få mest ud af det.
Det lærte mig blandt andet at have en endnu større taknemmelighed for selv det mindste og have fokus på at nyde det nuværende øjeblik – og samtidig tage mig kærligt af mig selv, når jeg oplever svære perioder.
For mig handler livet i høj grad også om at give mig selv lov til, at jeg godt må gøre det, der føles godt og føle glæden fuldt ud.
Kontakt mig endelig til en lille uforpligtende snak, hvor du kan danne dig et indtryk af om kemien passer. Hvis ikke jeg har mulighed for at tage telefonen, så læg en besked og jeg ringer tilbage til dig så snart jeg kan.